Sådan behandler du din nye piercing

Rens din piercing 3 gange dagligt med 0,02 % Klorhexidin, -ved tungepiercing med Listerine. Begge dele kan købes i håndkøb på apoteket.
Det er meget vigtigt, at undgå bakterier i den første tid. Man bør undgå at berøre sin piercing med snavsede hænder og undlade, at andre menneskers spyt og kropsvæsker kommer i kontakt med piercingen, før den er gennemhelet. Ved tunge- og læbepiercinger skal man undgå at kysse de første 3 uger og ved piercinger i kønsdelene bruge kondom, -også sammen med sin faste partner.
Når du vasker dig er det en god ide at bruge en sæbe der ikke irriterer, f.eks. er babysæbe ganske fortræffelig og let desinficerende.

Din piercing heler væsentlig hurtigere, hvis du behandler den med omtanke og giver den ro.

Efter 3 – 5 døgn er det en fordel for helingsprocessen, at bruge et rensemiddel som ikke generer kroppen. Isotonisk saltvand eller en teskefuld salt rørt op i et glas varmt vand er velegnet. De steder hvor det er muligt holdes et glas tæt mod huden i ca. 5 min. eller piercingen duppes med et stykke vat. Under rensningen fjernes indtørret pus og sårskorper forsigtigt, og smykket drejes forsigtigt et par millimeter frem og tilbage.
 
     
Helingsproblemer

Selv ved en perfekt piercing, hvor man har taget alle forholdsregler for at etablere sterile omgivelser, kan enkelte piercinger have problemer med at hele korrekt.
De mest almindelige årsager til helingsproblemer er :
  • Oral kontakt og/eller kontakt med snavsede hænder og tøj.
  • Brug af rengøringsmidler overfor hvilke din krop er overfølsom.
  • At du ikke rengør din piercing tilstrækkeligt.
  • Især ved mave-piercinger skal man undgå kontakt mellem piercingen og bagsiden af bukseknappen.

Hvis du følger nedennævnte, råd burde du kunne løse de fleste problemer. Hvis det inden for et par dage ikke hjælper at følge disse råd, bør du lade smykket sidde i og søge læge hurtigst muligt.

 
     
Oral kontakt

Hvis dine helings problemer skyldes kontakt med spyt, kropsvæsker eller snavsede hænder er problemet forholdsvis let at løse. Vask altid hænder inden du rører ved din piercing, undlad at lade andre røre ved din piercing, og brug kondom ved seksuel kontakt.
 
     
Allergiske reaktioner

Kløe, rødmen, og klart væske fra piercinger er normalt tegn på en allergisk reaktion. Dette kan skyldes, at du rengør din piercing for ofte, eller du er allergisk overfor det du bruger til at rense den med. Start med kun at rengøre din piercing morgen og aften, og hvis dette ikke hjælper så skift til en mildere sæbe. Allergi kan også skyldes, at din piercing har kontakt til andet metal end dit piercingsmykke, f.eks. en bukseknap. Hvis dette er tilfældet så isolér piercingen fra det uvedkommende metal, f.eks. med et plaster hen over knappen.
 
     
Betændelse

Det er vigtigt at gøre alt hvad der står i ens magt for at undgå infektion. Chancen for at der går betændelse i din piercing er minimal.
Tegn på infektion er rødmen omkring piercingen. Denne rødme vedbliver at sprede sig væk fra hullet. Det betændte område bliver varmt og ømt at røre ved, og piercingen vil flyde med gult/grønt pus. Lav hurtigst muligt en opløsning af 1 spiseskefuld sæbespåner eller brunsæbe opløst i et glas kogende vand. Lad det afkøle til du netop kan udholde temperaturen og hold glasset tæt omkring piercingen i 20 minutter. Gentag behandlingen 3 – 5 gange på et døgn. Hvis dette ikke slår betændelsen ned, så søg lægehjælp.
At fjerne smykket vil ikke nødvendigvis fjerne infektionen, -derimod kan det gøre det værre, da man fjerner betændelsens mulighed for at komme ud af kroppen.
 
     
Helingstiden

Helingstiden er afhængig af hvor du er blevet piercet. En overfladeheling tager fra 3 uger til 2 måneder og en gennemheling op til 12 måneder. Gennemhelet vil sige at kroppen har dannet et rør af hud omkring smykket. Se nærmere herom på siderne:
Ansigts-piercing, krops-piercing og intim-piercing under "Hvor kan mit smykke placeres ?".

Tag ikke smykket ud før piercingen er overfladehelet og kun i få minutter af gangen, da du ellers risikerer
ikke, at kunne få smykket i igen.

Når hullet er gennemhelet kan der ikke siges noget generelt om, hvor længe du kan gå uden dit smykke uden at hullet lukker.